banner
wh lotuslotus-cd

LOTUSØJE

Suzanne Brøgger opholdt sig alene i et lånt hus ved en flod i det nordlige Thailand i nogle uger i 1998, og det var dér, de små sansninger og refleksioner, der skulle blive til digtsamlingen "Lotusøje", kom til hende. Hun bestemte sig for et benspænd, nemlig at alle de små digte skulle overholde den japanske haikuforms krav om 17 stavelser. 17-tals-magien kom også til at præge digtsamlingens storform, idet digtene blev opsat som 3 suiter af hver 17 digte, i alt altså 51 digte. Digtsamlingen blev udgivet af forlaget Gyldendal i 1999.

Min egen 'rejse' fandt sted i januar 2016 og var betydeligt mindre eksotisk: Jeg tog bussen ind til kommunebiblioteket i Frederikshavn for at surfe lidt på lyrikreolen, og dér faldt jeg så over den lille, kvadratiske digtsamling. Digtene fascinerede mig allerede ved første blik - dels pga. deres stramt komponerede form og dels pga. deres store udtryksvariation: Nogle af digtene nærmer sig vitsen, og det gælder især de digte, der omhandler dyrene ved floden. Andre af digtene formår at bære på tunge ting - sår på sjælen sågar - i deres ordknappe format.

Jeg tonesatte gennem 2016 et udvalg af de mange små digte for blandet kor, og det gav sig selv, at udvalgets størrelse måtte blive 17 digte. 17-tals-magien skulle gøre sig gældende også på det punkt.

Mine "Lotusøje"-satser blev udgivet i sommeren 2017 og samtidig uropført af Farum Sogns Kammerkor Convivium og John Frandsen ved en koncert i Stavnsholtkirken i Farum. Suzanne Brøgger medvirkede ved koncerten med recitationer af nogle af de "Lotusøje"-digte, jeg ikke har sat i musik..

Samme koncept blev benyttet ved to koncerter med Akademisk Kor Århus og Jonas Rasmussen i hhv. Århus og Aalborg i sommeren 2018, og endnu en opførelse med Århus-koret - dog uden Suzanne Brøggers medvirken - fandt sted i starten af marts 2020.

Min "Lotusøje"-musik fik et lille follow up: Jeg tonesatte i 2017 to enkle, strofiske tekster fra 2004 af Suzanne Brøgger, nemlig "Morgensang" og "Aftensang". De to sange  blev udgivet i et WH-hæfte i marts 2020.

Det seneste kapitel i "Lotusøje"-fortællingen er, at der i starten af 2020 er indspillet en cd, hvor Akademisk Kor Århus dirigeret af Jonas Rasmussen synger mine 17 "Lotusøje"-satser, og hvor Suzanne Brøgger reciterer alle de resterende 34 digte. Digtsamlingen står således komplet på cd'en - som en afveksling mellem korsatser og recitationer - og det hele indrammes af "Morgensang" og "Aftensang".

Cd'en er udgivet hos Exlibris Musik i september 2020.